Raynor Winn og hendes mand Moth er midt i 50’erne, og efter en lang retssag mister de deres gård og dermed deres levebrød. En investering foretaget i tiltro til en god ven er slået fejl, og nu er alt forsvundet mellem hænderne på dem. Nogle få dage senere bliver Moth erklæret kronisk syg med CBD, en sygdom der langsomt er i gang med at nedbryde hans hjerne.
Kort inden de bliver smidt ud af deres hus gennem 30 år, falder Raynors blik på en bog, der beskriver den godt tusind kilometer lange vandresti – The South West Coast Path – langs Englands sydvestlige kyst. For deres sidste penge køber de billige soveposer, et telt og nogle få fornødenheder og begiver sig ud på vandreturen. Med sig har de kun omkring 1.000 kr. og hver uge får de lidt over 400 kr. i social bistand.
De to voksne børn synes ikke om forældrenes projekt, og Raynor og Moth har ikke noget bestemt mål med deres vandretur. Som Moth udtrykker det: “Vi er hjemløse, har mistet vores hus, forretning, alt, hvad vi hele livet har arbejdet for, ludfattige, og jeg er døende, så vi tænkte: Hvad fanden, lad os tage ud at vandre. Vi begyndte i Minehead og går mod vest, ingen ved, hvad der sker efter det.”
Udfordringerne er mange: De har ikke nok penge til at kunne bruge almindelige rastepladser og slår teltet op, hvor de kan komme til. De må i lange periode sulte og deres penge slår kun til at købe den billigste mad og finde lidt muslinger. De første dage er de værste, og mange gange er de lige ved at give op. Men langsomt begynder de to vandrere at få styr på deres liv og se meningen med deres lidt vanvittige foretagende.
Bogens helt store styrke er, at Raynor viser sig at være en dygtig forfatter. Hun formår at beskrive naturen med klipper, søfugle, betagende udsigter og meget meget mere. Vi oplever, hvordan andre ser på dem. I begyndelsen fortæller de andre, at de faktisk er hjemløse, og mange finder hurtig en undskyldning for at komme videre. De møder dog også folk, der er både large og gæstfrie og giver dem husly og mad. Men det vigtigste er, at Raynor formår at beskrive den ændring, der sker med dem begge to.
’
Først og fremmest viser det sig, at manden får det klart bedre af at vandre og være ude i naturen. Han kan sige farvel til nogle af de stærke piller mod sin snigende sygdom. For Raynor selv betyder vandringen, at hun bliver i stand til at se sig selv bedre i øjnene og acceptere deres skæbne – uden at bøje nakken. Tværtimod bliver hun – og de begge – meget stærkere af at klare udfordringerne.
Bogens titel er ”Saltstien” og det refererer til, at saltet fra havet langs stien hærder og mærker vandrerne. En kvinde, som de møder på deres vej, er ikke i tvivl om, at de er blevet påvirket af deres vandring til at blive både stærkere og mere udholdende:
”Det [saltet] har sat sit mærke på jer: det står skrevet i jeres ansigter; I har følt naturens hånd. Det vil aldrig mere slippe jer; I er blevet saltet.”
”Saltstien” udkom i foråret 2018 og røg straks ind på bestsellerlisterne, og The Times kaldte den ”Årets mest inspirerende bog”. Bogen var med i opløbet til nogle af de fineste bogpriser i Storbritannien, og året efter blev den oversat til dansk.
Raynor Winn har skrevet yderligere to bøger, hvor den første er oversat til dansk med titlen ”Den vilde stilhed”. De to bøger fortæller om, hvad der skete senere. Hvordan kommer de videre efter den lange vandretur med deres liv – og hvordan vandring og natur kan være med til at holde hans sygdom i ave og hendes livsmod oppe.
Raynor Winn: Saltstien. 2019