At denne bog er blevet en ’International bestseller’, som der står på den danske forside, er egentlig mærkeligt. For bogen beskæftiger sig med et emne, som de færreste ønsker at tænke på: Nemlig de sidste år af vores liv, og det, at vi skal dø på et eller andet tidspunkt. Men jeg tror, at bogens succes skyldes, at forfatteren er meget vidende på området og skriver godt.
Atul Gawande (født 1965) er amerikansk læge med indiske rødder og skribent på The New Yorker. I løbet af sin lægegerning undrede han sig over, at han i sit studium ikke var blevet ordentlig ’klædt på’ til at tage de alvorlige samtaler med patienter med livstruende eller dødelige sygdomme. Hvordan tackler man situationen som læge – og som patient? Det måtte han selv erfare sig til, og det er disse erfaringer og overvejelser, som denne bog består af. Og det er ikke kun erfaringerne som professionel læge, han bruger, men også oplevelser fra sit eget liv med den søde gamle tante Alice, hans indiske bedstefar (der blev over 100 år!) og ikke mindst hans egen far, der også var læge i Amerika. Faderen bliver et eksempel for Atul i, hvordan man skal håndtere sin alvorlige sygdom.
Atul Gawandes budskab er dette: ”Jeg kvier mig ved at påstå, at det er muligt at kontrollere livets afslutning. Man har jo aldrig rigtig kontrol; fysikken, biologien og tilfældet får alligevel altid det sidste ord. Men pointen er, at vi faktisk kan gøre noget. Mod er lig med styrken til at anerkende begge virkeligheder. Vi har rum til at handle, til at forme vores historie, selvom rammen bliver mindre og mindre. Nogle konklusioner bliver tydeligere, når man forstår dette: fx at det, der oftest går galt i vores behandling af de ældre og svagelige, er vores manglende accept af, at de har andre prioriteter end bare at føle sig trygge og leve længere, at muligheden for at forme sin egen livshistorie er essentiel for opretholdelsen af meningen med livet.” (s.242-243)
Men hvorfor er vi i en situation, hvor vi skal tage stilling til den slags spørgsmål? Jo, fordi vi i dag takket være de utrolige fremskridt indenfor sundhed og lægevidenskab har mulighed for at leve meget, meget længere end før i tiden. Det betyder også, at vi må blive bedre til at indrette vores tilbud til ældre på en måde, så vi kan give nogle gode år i den sidste del af livet. Og så skal vi have uddannet mange flere læger med geriatri som speciale, der kan hjælpe alle os, der er så heldige, at vi kan leve længere end de 30-40 år, som var normen indtil 1900-tallet i det meste af verden.
Jeg troede ikke, at jeg skulle blive så optaget af en bog om dette emne, men efter læsningen sad jeg tilbage med en fornemmelse af at være blevet ikke så lidt klogere og faktisk også lidt opløftet af fortællingen og de mennesker, som jeg gennem bogen havde lært at kende.
En filmatisering af bogen med Bill Murray i hovedrollen er blevet afbrudt og opgivet efter hovedrolleindehaveren tilsyneladende kom ud på den anden side af MeToo-reglerne.
-------------
Atul Gawande: At være dødelig. Om livsforlængelse og livskvalitet. (2016)
Being Mortal. Illness, Medicine and What Matters in the End. (2015)
Comments