top of page
Ulrik G.

Født som en forbrydelse


(IKKE OVERSAT)

Hvordan er det at vokse op i det racistiske Sydafrika som en blanding af sort og hvid? Det fortæller Trevor Noah om i denne bog, som samtidig er morsom og meget bevægende – og særdeles velskrevet.


Det hele begynder med, at Trevor Noahs sorte mor ønsker at få et barn. Hun elsker en schweizisk (hvid) mand, der siger ja til at være far, selv om de pga. racelovene i Sydafrika ikke kan bo sammen. ”Ni måneder efter jaet tjekkede min mor 20. februar 1984 ind på Hillbrow Hospital til et planlagt kejsersnit. Uden kontakt til sin familie og gravid med en mand, hun ikke kunne ses med offentligt, var hun alene. Lægerne tog hende med op på fødegangen, skar hendes mave op og rakte ind og trak et halvt hvidt, halvt sort barn ud, der overtrådte en lang række love, bestemmelser og regler – jeg blev født som en forbrydelse.” (Born a crime)


Gennem bogen får man et helt utroligt indblik i det voldelige og racistiske Sydafrika fra midten af 1980’erne. Da Trevor bliver født, eksisterede apartheid stadig med strenge racelove og en ufattelig nedværdigende behandling af alle andre folkegrupper end de hvide i Sydafrika. Efter Mandela og overgangen til flertalsstyre i midten af 1990’erne bliver racelovene afskaffet, men de store forskelle fortsætter, og modsætningerne mellem de forskellige grupper i Sydafrika forsvinder på ingen måde.


Trevor Noah vokser op sammen med sin sorte mor, men han er splittet mellem de forskellige befolkningsgrupper. Han er hverken hvid eller sort, og han passer heller ikke ind i de andre racegrupper, som det hvide styre havde opdelt befolkningen i. Trevor lærer at tale de hvides sprog afrikaans og de to vigtigste sorte sprog zulu og xhosa. Samtidig sørger hans mor for, at han også taler flydende engelsk. Det gør ham i stand til at klare sig og navigere i det opdelte samfund.


Igennem hele sin opvækst sørger hans mor for, at han får nogle af de muligheder, som hun aldrig fik. Trods sin hudfarve nægter hun at acceptere sin rolle i samfundet og får en uddannelse, der sætter hende i stand til at forsørge den lille familie. Trevor kommer på betalingsskoler, og det viser sig, at han er både kvik og lærenem. Trevor bor mange forskellige steder i Johannesburg under sin opvækst. Uanset hvor han bor, lærer Trevor at klare sig. Nogle gange er det hvide børn, som han leger med, men trods sin hudfarve føler Trevor sig bedst hjemme i de sorte kvarterer. Som lille bor han ofte hos bedstemoren i den sorte million-ghetto Soweto, og som ung flytter han hjemmefra og ind i en anden sort bydel, Alexandra. Her bliver han en rigtig ’hustler’, der sælger ulovligt kopierede cd’er og andre ’varme’ varer. Den karriere får en brat afslutning, da han bliver taget af politiet og kommer i varetægtsfængsel. Heldigvis slipper han fri, men bare oplevelsen af forholdene i et fængsel får ham til i stedet at udnytte sine evner som komiker og performer.


Bogen er en stor hyldest til Trevors mor. Hun er fuld af fejl, vælger de forkerte mænd og er i modsætning til ham dybt religiøs. Men hun er til gengæld helt utrolig sej (og smuk), og hun kæmper for sin søn. Hun giver ham klø, men også en ballast, der giver ham mulighed for at klare sig i den rå verden, som Sydafrika var og er.


Trevor Noah bor i dag i USA, er professionel komiker og har været vært på programmer som ’The Daily Show’.


Trevor Noah: Born a Crime – Stories from a South African Childhood. (2016)

bottom of page