På National Gallery i Washington D.C. hænger billedet af Henrietta Lacks side om side med berømtheder som Michelle og Barack Obama.
Indtil 2010 var hun en ukendt sort amerikansk kvinde, der døde af livmoderhalskræft i 1951. Men i 2010 kom ”The Immortal Life of Henrietta Lacks”, der straks gjorde hende kendt i hele USA – og verden.
Den hvide forfatter Rebecca Skloot brugte ti år på at skrive historien, der ikke bare fortalte om en bevægende skæbne, men også om de racemæssige spændinger i USA mellem sorte og hvide. Rebecca Skloot skriver godt som fx om den gang, da Henrietta Lacks i 1951 opsøgte hospitalet John Hopkins for at få en undersøgelse: ”For Henrietta var det at gå ind på Hopkins som at begive sig ind i et fremmed land, hvor hun ikke kendte sproget. Hun havde forstand på at høste tobak og slagte en gris, men hun havde aldrig hørt ordene livmoderhals eller biopsi. Hun kunne hverken læse eller skrive særlig godt, og hun havde ikke haft biologi i skolen. Som de fleste sorte patienter tog hun kun hen på Hopkins, hvis hun mente, hun ikke havde noget valg”.
Men historien om Henrietta Lacks var også en fortælling om, hvordan lægevidenskaben takket være cellerne fra Henrietta Lacks – de såkaldte HeLa-celler – har gjort kæmpe fremskridt og på den måde været med til at redde utallige menneskeliv. Der findes i dag milliarder af Henrietta Lacks’ celler på laboratorier over hele verden. Man har beregnet, at hvis man tog alle HeLa-cellerne, ville de nå flere gange rundt om jorden og fylde meget mere, end Henrietta Lacks gjorde i levende live.
Bogen blev meget flot modtaget og i anmeldelsen i New York Times 5. februar, 2010 stod der bl.a.:
“In ‘The Immortal Life of Henrietta Lacks,’ Rebecca Skloot introduces us to the “real live woman,” the children who survived her, and the interplay of race, poverty, science and one of the most important medical discoveries of the last 100 years. Skloot narrates the science lucidly, tracks the racial politics of medicine thoughtfully and tells the Lacks family’s often painful history with grace. She also confronts the spookiness of the cells themselves, intrepidly crossing into the spiritual plane on which the family has come to understand their mother’s continued presence in the world. Science writing is often just about “the facts.” – Skloot’s book, her first, is far deeper, braver and more wonderful."
I 2017 blev bogen filmatiseret med Oprah Winfrey i hovedrollen og kan i dag ses på HBO. Anmelderne var dog ikke særlig begejstrede for filmen bortset fra Oprah’s fine karakter som Henrietta Lacks datter Deborah.
D. 4. februar, 2023 havde bogen ligget på New York Times bestsellerliste i 231 uger.
-----------
Rebecca Skloot: Henrietta Lacks’ udødelige liv. (2012)
The Immortal Life of Henrietta Lacks. (2010)
Comments