![](https://static.wixstatic.com/media/5712b5_c73d31dafcf244478ce1b60ffdcb8805~mv2.webp/v1/fill/w_600,h_600,al_c,q_80,enc_auto/5712b5_c73d31dafcf244478ce1b60ffdcb8805~mv2.webp)
Kampen for frihed og retfærdighed er altid spændende at følge. I dette tilfælde er det den jødiske pige Deborah, der vokser op hos sine bedsteforældre i et lille fundamentalistisk jødisk miljø i Brooklyn i New York. Mændene har de mærkelige hårlokker, payos, og går med pelshatte – også indendørs. Kvinderne er tvunget til at gå i gammeldags tøj – ingen jeans – og gå med paryk. Deborah må følge alle regler, og hun bliver endda gift og får et barn, inden hun får slået sig fri af miljøet og starter sit eget liv som en almindelig amerikansk kvinde.
Litteratur bliver et af de vigtigste våben i denne kamp. Allerede som barn sniger hun sig hen på biblioteket og læser i smug de forbudte ikke-jødiske bøger, fx af Jane Eyre, der fortæller om et liv langt væk fra den kvælende fundamentalisme, som hun er en del af. Hun læser om kvinder, der kan klare sig selv, og hun får styr på, at hun selv har nogle muligheder, som det er værd at kæmpe for. Men vejen er lang, og det er ikke let at komme ud af disse miljøer. Hvor skal hun tage hen, og hvordan skal hun opretholde livet for sig og sin søn, når hele det lille jødiske samfund slår hånden af hende og nægter at kendes ved hende?
Vejen bliver igen litteraturen. Denne gang er det den litteratur, som hun selv skaber. Deborah melder sig på et skrivekursus på et universitet, og hun bliver optaget, fordi hun allerede er begyndt at skrive, og hun kan tydeligvis skrive. Ved hjælp af lærerne og de andre på holdet får hun tro på sig selv og kontakter, som hun ikke havde før lukket inde i det snævre jødiske miljø. Takket være det forskud, som hun får for denne bog, Uortodoks, kan hun flytte væk og få sin egen lejlighed. Hun kan gå i jeans, smide parykken og begynde at skrive og lære hele den verden at kende, som hun før kun kendte gennem bøgerne.
Da bogen kom frem, vakte den stor opsigt og røg direkte ind på New York Times bestsellerliste. Efter nogle år blev Unorthodox sendt som en miniserie på Netflix, som gav indblik i en lukket jødisk kultur med mærkelige skikke, klædedragt og moral, som findes i små lommer i det amerikanske samfund.
Og bogens sidste linjer viser, at kampen for frihed og retfærdighed ikke har været forgæves:
”Selv om mine første par år i verden udenfor var hårde, og der er nogle svære minder, der stadig får mig til at krympe mig, ved jeg, at jeg har det, der skal til for at klare mig i et sekulært samfund. Jeg har taget min plads i verden, og imod alle odds er den horisont, jeg engang kiggede så længselsfuldt efter, blevet mit sande hjem. Folk spørger mig, om jeg har fundet lykken, men jeg har fundet noget endnu bedre: autenticitet. Jeg er endelig fri til at være mig selv, og det føles godt. Hvis der er nogen, der siger, du skal være noget, du ikke er, er det mit håb, at også du kan finde modet til at sige din mening og gøre modstand.”
Deborah Feldman valgte efterfølgende at tage videre ud i verden og slå sig ned i Berlin, hvor hun skrev efterfølgeren ”Exodus”, som dog ikke indeholder samme intensive fortælling.
-------------
Deborah Feldman: Uortodoks – Min vej ud af jødisk fundamentalisme. (2020)
Unorthodox – The Scandalous Rejection of My Hasidic Roots. (2012)