(IKKE OVERSAT)
Barabara Demick er journalist og har været udstationeret både i Europa og Asien. Hun vandt i 2010 The Baillie Gifford Prize for Non-Fiction for sin bog om Nordkorea ’Nothing to Envy’ (på dansk: I ly af mørket – nordkoreanske skæbner), og ti år senere udgav hun denne bog, der handler om en mindre tibetansk by Ngaba. Mens hun var udstationeret i Kina, blev hun opmærksom på, at der i en periode fra 2009 var en lang række selvmordsafbrændinger i Tibet, i alt 156, hvoraf en tredjedel havde fundet sted i Ngaba og omegn. Hvorfor var så mange indbyggere her villige til at ofre deres eget liv på den mest pinefulde måde? Det var selvfølgelig udtryk for en protest mod den kinesiske besættelse og undertrykkelse af Tibet, men var der noget særligt ved denne by?
For det første havde den tidligere været hovedsæde for et af de tibetanske kongedømmer, og Barbara Demick var så heldig, at hun senere kunne interviewe en prinsesse fra dette kongedømme. For det andet stiftede byen allerede i 1930’erne bekendtskab med de kinesiske kommunister. Under Den Lange March 1934-1935, der bragte de forfulgte og miserable kommunistiske styrker i en stor bue fra det sydlige til det nordlige Kina, gjorde hæren stop i denne by, og soldaterne fortærede alt, hvad der kunne stille deres sult. Også de kunstfærdige statuer af Buddha, der var lavet af smør, og derfor titlen ’Eat the Buddha’.
På denne baggrund fortæller Barbara Demick tibetanernes nyere historie. Historien er bygget op omkring de tibetanere, der har oplevet udviklingen og ikke mindst tiden siden den kinesiske invasion i 1950. En vigtig kilde til oplysningerne er de mange interviews, som hun har lavet uden for Tibet og Kina. Særlig i Dharamshala i det nordlige Indien, hvor Dalai Lama bor sammen med omkring 100.000 flygtede tibetanere.
Beretningerne om de mange selvafbrændinger i Tibet og i Ngaba fylder (heldigvis) ikke meget i bogen, men de er samtidig et stærkt tegn på den fortvivlelse, der præger de undertrykte tibetanere. Det er ofte munke fra de to buddhistiske klostre i byen, der brænder sig selv, men det er også almindelige fædre, mødre og andre unge mennesker. Gennem overvågning og patruljering forsøger de kinesiske myndigheder at bremse selvafbrændingerne – og i hvert fald undgå, at omverdenen får kendskab til dem.
I hvilken udstrækning de fortsætter i dag, ved jeg ikke, men overvågningen og undertrykkelsen er ikke aftaget. Jeg besøgte Tibet i 1994, og selv om det var en af de mildere perioder, var der ingen tvivl om kinesernes massive tilstedeværelse og overvågning. Ved alle større byer var der militærforlægninger, politi dukkede op overalt, og vores tibetanske guider turde ikke udtale sig om noget som helst politisk.
Kineserne skaber også udvikling og materielle fremskridt, og de færreste tibetanere ønsker sig tilbage til den middelalderlige tilværelse, som var deres hverdag før 1950. Men det, som de ikke kan holde ud, og får nogle til at brænde sig selv, er undertrykkelsen af deres kultur og identitet – og ikke mindst ufriheden. Barbara Demick taler med en succesfuld tibetansk forretningsmand i Ngaba, men trods en pletfri fortid kan han ikke få et pas: ”I have everything I might possibly want in life, but my freedom”.
Barbara Demick fortæller selv på sin hjemmeside: Eat the Buddha [was] listed as one of the best books of 2020 by New York Times, Washington Post, Financial Times, The Economist.
-----------
Barbara Demick: Eat the Buddha. Life and Death in a Tibetan Town. 2020.
Comments