Se på grafen herunder. Den sammenfatter hovedbudskabet i Factfulness: Det er gået meget bedre, end vi egentlig går og tror. Den ekstreme fattigdom i verden er faldet – og særlig markant de sidste halvtreds år. Mens halvdelen af jordens befolkning i 1966 levede i ekstrem fattigdom med under to dollars pr dag, var det i 2017 reduceret til 9 % – og mon ikke det er faldet yderligere i dag?
Hans Rosling (1948 – 2017), svensk læge og professor i international sundhedsvidenskab, vil med sin bog vise, at mange af os har en forkert opfattelse af verden, fordi verden har ændret sig meget de seneste årtier. Som figuren viser, er fattigdommen faldet markant, og samtidig er verden også blevet bedre på mange andre områder (bortset fra klimaet og biodiversiteten). Vi har fået en fredeligere verden, meget færre mennesker dør af sygdomme, krige og meget andet, og det viser sig ved, at den gennemsnitlige levealder for HELE jordens befolkning er steget til omkring 70 år (og den er sikkert lidt højere i dag).
Hans Rosling har holdt foredrag i hele verden og oplevet, at selv vidende og veluddannede mennesker stadig hænger fast i fortidens billede, som han skriver s. 277 ”De fleste vestlige ansatte i store multinationale virksomheder og finansinstitutioner forsøger stadig at arbejde ud fra et rodfæstet, forældet og forvrænget verdensbillede”.
En af de største misforståelser er, at vi oplever verden som delt i to, hvor der er et svælg mellem forholdene i den rige og fattige del af verden. Sådan forholder det sig bare ikke! Hvis man undersøger de faktiske forhold, viser det sig, at vi indenfor de sidste 50-60 år har fået en verden, hvor langt de fleste mennesker bortset fra en meget lille del på under 10 % har et liv på middelklasseniveau. Børnene går i skole (også pigerne), og de bliver vaccineret, kvinderne skal ikke igennem utallige graviditeter, men over hele verden er normen, at familierne ikke får syv eller flere børn, men kun to-tre. Med et engelsk udtryk kalder han dette for GAP-instinktet, som stadig bor i os. Dette begreb har han sammen med sin søn og svigerdatter, som er medforfattere til bogen, videreudviklet til det såkaldte GAPMINDER, og du kan selv gå ind på hjemmesiden GAPMINDER og se, om du også ligger under for dette instinkt.
Dette GAP-instinkt er den første af de ti misforståelser, som vi slæber rundt med. De næste ni gennemgår han med levende og umiddelbart forståelige eksempler. Jeg er særlig fascineret af en lille hændelse, som han oplevede ved et foredrag i Sverige, hvor han fortalte om, hvorledes statistikkerne viste, at mange lande i verden var nået rigtig langt i at forbedre sundheden og uddannelserne. Han brugte bl.a. en FN-statistik fra Iran. En ung kvinde i forsamlingen med iranske rødder var tydelig berørt af hans ord, og hun sagde sådan til ham: ”Jeg har aldrig hørt nogen i Sverige sige noget lignende. Selv højtuddannede svenskere virker fuldkommen uvidende om de forandringer, der er sket. Forbedringerne. Den moderne tilværelse. De tror, at Iran er på det samme niveau som Afghanistan.” (s. 196)
Bogen er fuld af sjove oplevelser, interessante eksempler og spørgsmål, så der er ingen undskyldning for ikke at smutte på biblioteket eller hen til boghandleren. Den har godt nok nogle år på bagen, men det gør ikke budskabet mindre relevant.
------------
Hans Rosling: Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror. (2018)
Factfulness. Ten Reasons We’re Wrong About the World and Why Things are Better Than You Think. (2018)
Comments