Om nonfiction
"Hvis du havde besøgt den maleriske engelske landsby Great Rollright i 1945, kunne du have set en mørkhåret og usædvanlig elegant kvinde, der forlod et lille stenhus for at sætte sig op på sin cykel. Hun havde tre børn og en mand Len, der arbejdede på den nærliggende aluminiumsfabrik. Hun var venlig, men reserveret, og talte godt engelsk med en lille accent. Hun bagte nogle dejlige kager. Hendes naboer i Cotswolds vidste ikke særlig meget om hende.
De vidste ikke, at den kvinde, som de kaldte Mrs Burton, i virkeligheden var major Ursala Kuczynski i Den Røde Hær, en overbevist kommunist, højt dekoreret sovjetisk efterretningsofficer og en særdeles kapabel spion, der havde været spion i Kina, Polen og Schweiz, inden hun på ordrer fra Moskva var kommet til Storbritannien.”
​
Kan man lade være med at læse videre? Kan det virkelig være rigtigt, at denne elegante kvinde var en af de vigtigste spioner for Sovjetunionen under Den Kolde Krig? Og hvordan gik det for hende senere? Blev hun afsløret og måtte tilbringe mange år i fængsel efter en ydmygende retssag? Eller lykkedes det hende at komme afsted, inden det britiske efterretningsvæsen fik fat på hende? Svaret skal ikke afsløres her – læs selv bogen ’Agent Sonya – Lover, Mother, Soldier, Spy’ fra 2020 af Ben Macintyre.
Allerede efter de første par linjer er læseren fanget ind af historien, og i bogen fortælles hele historien om Sonya. Det er ikke fiktion, for agent Sonya har virkelig eksisteret, og forfatteren digter ikke videre, men bruger alle de kilder, han har kunnet få fat i, for at fortælle historien. Men det er heller ikke faglitteratur som en (kedelig) historiebog, bageopskrift eller beslutningsforslag i Folketinget. Det er noget andet. Det er nonfiction.
Hvad er nonfiction?
Hvis man skal sige det meget kort, så er nonfiction: ”true stories, well told” (sande historier, godt fortalt), som er mottoet på den amerikanske hjemmeside creativenonfiction.org, hvor forfatteren, underviseren og foredragsholderen Lee Gutkind fortæller om nonfiction og inspirerer andre. I USA kaldes genren: creative nonfiction.
​
På dansk har vi ikke en god betegnelse for denne genre, så i mangel af bedre bruger vi den engelske betegnelse nonfiction (eller nonfiktion). Lektor Rune Eriksson fra Københavns Universitet har foreslået, at denne genre på dansk skulle hedde ’faglitterære fortællinger’ eller ’fortællende faglitteratur’ for genren indeholder både fortællingen og virkeligheden[1].
​
Men er ’faglitterære fortællinger’ en god betegnelse? De fleste forbinder faglitteratur med noget, vi skal læse i skolen eller på uddannelsen, og det har slet ikke noget at gøre med den verden, der åbnes i nonfiction. Inden for nonfiction er der mulighed for at komme mange steder hen og opleve så meget forskelligt. En af mine favoritter er Rebecca Skloots ’Henrietta Lacks’ udødelige liv’ (2012), hvor en ukendt sort amerikansk familie, cellebiologi, lægevidenskab, raceproblemer og forfatterens egen kamp bliver til en spændende og interessant fortælling ligesom historien om Agent Sonya.
"true stories, well told"
Hvad er god nonfiction?
Det vigtigste først: En nonfiction-bog skal være en fornøjelse at læse, og det kræver, at den er godt skrevet – fuldstændig ligesom romaner. På dansk grund har vi et godt eksempel med Tom Buk-Swienty, der efterhånden har etableret sig som en de allerbedste forfattere af historiske nonfiction bøger først og fremmest med de to bøger om 1864-krigen: 'Slagtebænk Dybbøl' og 'Dommedag Als'.
​
Han fortæller selv, at han altid ville være forfatter, og på et tidspunkt fandt han ud af, at han via historie kunne komme til at skrive fortællinger. Gennem hårdt arbejde med stoffet er han nået rigtig langt – og det viser sig i bøgerne. En af de første var historien om den danske Jacob Riis, der udvandrede til Amerika og udgav en skelsættende bog om forholdene i slummen i New York ”How the Other Half Lives”. I en anden bog bruger han en tysk soldats dagbog og tegninger til at fortælle en del af historien om Anden Verdenskrig, og hvordan den unge Hans Horn forsøger at klare det. En anden dygtig dansk nonfiction forfatter er Peter Øvig Knudsen, der især med bøgerne om Blekingegade-banden og stikkerlikvideringerne under besættelsen føjede nye linjer til dansk historie.
​
Sammenfattende kan man sige, at sproget i gode nonfiction-bøger skal være klart, nuanceret og direkte forståeligt. Væk med lange sætninger, uforståelige fagbegreber eller de dyre fremmedord, der ikke forklares. Nonfiction kan sagtens tage fat om de allervanskeligste emner fra videnskabens frontlinje, men ordvalg og sætninger skal være lige-ud-ad-landevejen. Ellers dur det ikke.
Komposition og fortælleteknik
De fleste nonfiction-bøger – men ikke alle – beskriver en udvikling over tid, og her er den gode bog karakteriseret ved, at tidsrækkefølgen stort set overholdes. Et meget benyttet redskab er dog – lige som i bogen om agenten Sonya – at lægge ud med en særlig afgørende eller spændende del af historien, hvorefter forfatteren går tilbage til fortællingens begyndelse. Det fungerer for det meste godt, og giver læseren lyst til at læse videre.
​
Den første sætning eller afsnit er supervigtig, som nonfiction-guruen i USA William Zinsser skriver: ” The most important sentence in any article is the first one. If it doesn’t induce the reader to proceed to the second sentence, your article is dead.”[1] Ikke mindre vigtig er afslutningen, og et andet amerikansk fyrtårn på dette område Malcolm Gladwell udtrykker det således: ”Knowing my ending makes the beginning supereasy, right?”[2]
En særlig fryd er overraskelsen i de bedste nonfiction-bøger. Uden at give køb på troværdighed og virkeligheden kan det nye kapitel – eller afsnit – godt starte et helt nyt sted og i en helt anden sammenhæng. Men hvorfor er vi pludselig i et andet land og et år længere fremme? Jo, for historien har nu fået en helt ny vinkel, men det er stadig den samme fortælling, som det handler om.
​
En anden fryd er i mange nonfiction-bøger at læse om forskellige verdener – i overført betydning. Mens man ofte vil følge menneskers stræben og historie, er det lige så spændende at blive oplyst om, hvad der skete indenfor videnskaben, sportens verden eller erhvervslivet.
​
Nonfiction kan handle om næsten hvad som helst – og de kan være skrevet på et utal af måder.
[1] William Zinsser: On Writing Well, s.54 Denne bog udkom første gang i 1976, og efter at have solgt i over en million eksemplarer udkom 40-års jubilæumsudgaven i 2016, hvorfra citatet stammer.
[2] Malcolm Gladwell Teaches Writing, Official Trailer, Masterclass (YouTube)