top of page

'An intense enjoyable read'

Updated: May 15, 2023


(IKKE OVERSAT)

En bog om en privatpraktiserende læge ude på landet i England?Umiddelbart lød det i mine øjne ikke forfærdelig interessant, men det viste sig, at jeg tog fejl.


For det første viste det sig, at forfatteren Polly Morland skriver utrolig godt og sine steder nærmest poetisk, ”An intense enjoyable read”, som en anmelder skrev. Men endnu vigtigere var det, at man igennem bogen fik et indgående indtryk af det liv, de glæder og skuffelser, overraskelser og meget mere, som den lokale læge oplever i sin praksis. Det kan være den unge, der har svært ved at finde sin egen seksualitet, eller landmanden, der trods et brækket ben fortsætter med at arbejde, eller den kloge kone, der ringer til lægen, selv om manden siger, at der ikke er noget i vejen. Men konens og lægens hjælp afslørede alvorlige hjerteproblemer – og manden var dybt taknemmelig!


Gennem ni måneder fulgte Polly Morland den kvindelige læge, og her viste det sig, at værdien af en fast praktiserende læge i det lokale område var af uvurderlig betydning. Hun kendte sine patienter, og når de kom til hende, kunne hun se dem som hele personer og ikke som en sygdom, og på den måde var hun meget bedre i stand til at hjælpe dem. Både i England og i Danmark bør man forstå dette – ikke bare for patienternes skyld, men også fordi det er en samfundsøkonomisk bedre løsning. Kan man gribe hurtigt og rigtigt ind første gang, er der mange penge at spare i sygehusvæsnet.


Bogens fødsel var ret speciel: I 1967 skrev den engelske forfatter John Berger ”A Fortunate Man” om en engelsk privatpraktiserende (mandlig) læge på landet. Polly Morland havde været gennem et frustrerende forløb med sin gamle mor, der i sine sidste leveår blev dement, og hvor plejen af hende var vildt utilfredsstillende med utallige og hele tiden nye personer, der hjalp og tilså Pollys mor. Da hun efter moderens død tømte sin mors bolig, fandt hun John Bergers bog bag en af hylderne, og hun opdagede til sin overraskelse, at hun selv boede i det samme county, som John Berger beskrev i sin bog. Fascineret af bogen og dette sammentræf opsøgte hun den nuværende (kvindelige) læge i det samme county. Lægen kendte udmærket John Bergers bog, som havde været med til at forme hendes liv, og hun var meget villig til at samarbejde med Polly Morland. Ligesom i John Bergers bog er denne forsynet med sort-hvide fotografier af landskabet og episoder fra lægens virke, og meget af forståelsen kom fra lange vandreture sammen i det smukke landskab med bølgende bakker, grønne løvskove, små landsbyer, vandløb og veje med høje hække langs siderne. Landskabet indgår i bogens beskrivelser som en vigtig del, når lægen i sin Landrover, på cykel eller til fods besøger og opsøger sin patienter. Vi får ikke navnene på hverken patienter, læge eller sundhedspersonale af hensyn til fortroligheden, men gennem beskrivelsen kommer man tæt på den helhedsorienterede – eller holistiske – tilgang, som gør lægens arbejde så meningsfuldt og givende for det lokale samfund.


Læger og andre sundhedspersoner bør naturligvis læse bogen, men andre vil også blive klogere af at bruge nogle få timer i selskab med Polly Morland og ’the country doctor’. Bogen var blandt de seks finalister til The Baillie Gifford Prize i 2022 og bogen fik følgende vurdering: ”A Fortunate Woman is a compelling, thoughtful and insightful look at the life and work of a country doctor. Funny, moving and not afraid of the dark, it will speak to readers everywhere.

-----------

Polly Morland: A Fortunate Woman. A Country Doctor’s Story. (2022)

Comments


bottom of page