Den spændende udforskning af hvordan de tusindvis af øer i Stillehavet blev befolket.

Hvordan kunne det lade sig gøre, at folk i små kanoer befolkede øerne? Hvem var de? Hvornår kom de ud på øerne?

Mange skandinaver kender måske historien om nordmanden Thor Heyerdal, der i 1947 sejlede ud fra Sydamerikas kyst på balsaflåden Kon-Tiki for at bevise, at øerne blev befolket med folk fra det sydamerikanske kontinent. Han blev meget berømt. Men han tog fuldstændig fejl.

I stedet var det folk fra Sydøstasien, som befolkede øerne, og det er den historie, som Christina Thompson fortæller i denne velskrevne bog. Hun er redaktør for Harvard Review, statsborger i både USA og Australien og gift med en newzealænder.

Hovedparten af øerne i Stillehavet kaldes under et Polynesien, der dækker et trekantet område på over 25 millioner km²  med Hawaii i nord, Påskeøen helt mod øst og New Zealand mod sydvest. Hvert af trekantens sider er på lidt over 7.000 km.

Allerede da Thomas Cook i 1769 kom til øerne, opstod spørgsmålet: Hvor kom disse øboere fra? Thomas Cook fik på sin hjemtur en del af svaret: Ombord på Cooks skib Endeavour havde han Tupaia fra Tahiti, der havde valgt at følge med Cook, og da de kom til New Zealand, blev de mødt af nogle fjendtlige maorier. Men takket være Tupaia kom de hurtigt på talefod med hinanden. Det viste sig nemlig, at Tupaia og maorierne kunne forstå hinanden. Senere blev det klart, at alle folk i Polynesien talte beslægtede sprog.

I løbet af de følgende årtier blev øerne overtaget af europæiske magter, og det gik hårdt ud over den lokale befolkning først og fremmest på grund af sygdomme og voldelige sammenstød. Men samtidig kom der også embedsfolk, soldater, missionærer, forskere og eventyrere, der gerne ville forstå øerne og deres befolkninger.

De begyndte at lære den lokale kultur at kende, og for første gang blev de mange fortællinger fra øerne skrevet ned, for i Polynesien var der en rig fortælletradition, men ikke noget skriftsprog. Kunne man bruge disse beretninger til at lære historien at kende – eller var det bare sagn og myter? Både ja og nej: De kunne fortælle en del af historien, men andre kilder måtte også bruges. I første omgang tog sprogforskerne fat, og de kunne som Tupaia vise store ligheder mellem de lokale sprog, men det var stadig usikkert og famlende, hvad man kunne nå frem til.

Først med moderne videnskab som arkæologi, kulstof-14-analyse og DNA-forskning kom der mere sikker grund under vores viden om øboernes oprindelse. Stadig med en vis usikkerhed ved vi nu, at folk i det første årtusinde f.v.t. bevægede sig ud på det store ocean fra Taiwan og Indonesien og befolkede øer som Samoa og Tahiti. De første mennesker kom til Hawaii mellem år 1000 og 1200. For at nå Påskeøen skulle der sejles på åbent hav over 3.200 km, og øen blev befolket mellem år 400 og 1200. Ret overraskende er det, at New Zealand først blev befolket i 1250-1300 – ikke så mange århundreder før europæerne ankom.

Sidste del af svaret på hvordan øerne blev befolket kom i 1970’erne, hvor unge fra Hawaii begyndte at genskabe de gamle dobbeltskrogede kanoer. For at finde vej over det store ocean brugte man ikke europæisk teknologi som kompas og sekstant, men polynesiske lodser, der kendte vejen over havet ved hjælp af stjernerne, solen, havets bevægelser og strømme samt havets farve, flora og fauna.

Dette var ikke mindre imponerende og var samtidig med til at genskabe en stolthed over fortidens store navigatører og sejlere i hele Polynesien.

Som anmelderen i Boston Globe skrev om bogen: ” Magnificent ... A grand symphonic, beautifully written book ... Sea People is an archive-researched historical account that has the page-turning qualities of an all-absorbing mystery.”

Christina Thompson: Sea People – In Search of the Ancient Navigators of the Pacific. 2019