Kærlighed, forlis og det store ocean

Tidligt om morgenen den 4. marts 1973 skete der noget forfærdeligt for ægteparret Maurice og Maralyn Bailey.

De var på vej i deres sejlbåd fra England til New Zealand, og midt ude i Stillehavet lød der et kæmpe brag, og da de så ud over rælingen, lå der en blødende og smerteplaget kaskelothval ved siden af båden. Den var meget længere en sejlbåden og kunne med et enkelt slag med halen have smadret sejlbåden. Det gjorde den ikke, og efter nogle minutter forsvandt den ned i dybet. Men så kom chokket for Maurice og Maralyn: Hvalen havde slået et stort hul i bådens skrog under vandlinjen, og trods ihærdige forsøg kunne det ikke tætnes, og de to måtte forlade båden. Med lidt vand, mad og nogle få ejendele indrettede de sig i den lille redningsbåd, der blev bundet sammen med jollen, som de havde på slæb.

De håbede, at det ikke ville vare længe, før de ville blive samlet op af et stort skib, men flere skibe – syv i alt – sejlede forbi dem, og ingen af dem så de to små klatter på havet, selv om Maurice og Maralyn gjorde alt for at tiltrække opmærksomhed. Der gik både den ene og den anden uge, og deres forsyninger fra båden slap op. Og der gik måneder, før de endelig blev reddet. Hvordan og hvornår skal ikke afsløres her. De må bruge al deres opfindsomhed, snilde og udholdenhed for at overleve rigtig mange dage i en lille fugtig og udsat gummibåd.

Sophie Elmhirst fortæller deres historie med indlevelse, følelser og et sikkert blik for detaljen, så vi hele tiden kan følge med i, hvorledes de skibbrudne klarer sig. Både alle de praktiske ting som mad og drikke, men også de psykologiske og følelsesmæssige forhold for de to.

Hvordan får de tiden til at gå på det uendelige ocean, og hvordan har de det med hinanden? Hvordan holder de modet oppe, når de ser det ene skib efter det andet bare sejle forbi uden at bemærke dem?

Det bliver derfor meget mere end endnu en historie om ’overlevelse i vildmarken’. Som læsere er vi næsten med i gummibåden, og vi føler med dem og fornemmer på vores egen krop, hvordan de klarede sig under den brændende sol. Fisk, hajer, skildpadder og fugle bliver en del af den kost, som de må overleve med. Af bitter nød må de bruge disse dyr, og det er ganske forståeligt, at de efter den oplevelse bliver vegetarer.

Men Maurices og Maralyns historie slutter ikke med redningen. Forude venter en kort berømmelse, en ny sejltur og meget mere. Det handler bogens sidste tredjedel om, og hermed bliver billedet af de to tegnet endnu tydeligere op. Og vi følger, hvordan Maurice klarer sig som enkemand de sidste år. Det er endda så heldigt, at der findes et interview med Maurice fra 2019, som man kan se en del af på YouTube.

Sophie Elmhirst (født 1981) er en britisk prisvindende journalist, der skriver længere artikler til førende publikationer som The Guardian, The Economist og The New Yorker. På hendes hjemmeside kan man læse nogle af hendes interessante artikler.

Ideen til historien om Maurice og Maralyn fik hun, da hun kiggede på en hjemmeside om skibbrudne og så et lille billede af de to, og ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var så meget materiale, at man kunne komme ’ind under huden’ på hovedpersonerne. Der var deres egne beretninger i bøger og aviser, men der var også Maralyns dagbog fra dagene på Stillehavet og Maurice senere beretninger. Sammen med interviews med deres venner var det muligt at komme rigtig tæt på personerne, og Sophie Elmhirsts anstrengelser blev belønnet med begejstrede anmeldelser af bogen. Det kulminerede med, at hun og bogen vandt førsteprisen på 30.000 pund ved The Nero Book Awards i 2024.

Bogen blev oprindelig udgivet i Storbritannien i 2024, men udkom året efter i USA under titlen:

A Marriage at Sea: A True Story of Love, Obsession, and Shipwreck.

Uforklarligt er det, at der ikke er fotos i bogen (den britiske paperbackudgave), men dem kan man let finde på nettet.

Sophie Elmhirst: Maurice and Maralyn –An extraordinary true story of shipwreck, survival and love, 2024