top of page

Fattigdom i USA - et kæmpe problem


(IKKE OVERSAT)

Hvordan kan det være, at et af de rigeste samfund på jorden har så mange fattige? Hvad eller hvem er skyld i dette? Det har Matthew Desmond besluttet sig for at undersøge. Han er professor i sociologi på Princeton University og har for nylig udgivet bogen Evicted (sat på gaden), der fik de fineste priser i USA.


Fattigdommens omfang i USA er rystende:

- 38 millioner amerikanere lever i fattigdom. Fattigdom er defineret som dem, der ikke har råd til de grundlæggende fornødenheder som mad, tøj og en bolig.

- 18 millioner eller 6% af befolkningen lever i dyb fattigdom, og de har mindre en halvt så meget som fattigdomsgrænsen.

- 12 millioner børn lever i fattigdom, omkring hvert sjette barn i USA.


Men fattigdom er meget mere end tal:

- ’Poverty is pain, physical pain’. Har man ikke penge, er der fx ikke råd til en tandlæge eller læge.

- ’Poverty is instability’. Ofte bliver fattige smidt ud af deres bolig, når huslejen eller renterne ikke er betalt. Det, som Matthew Desmond så levende har beskrevet i sin første bog ’Evicted’.

- ’Poverty is loss of liberty’. Har du ingen økonomi, er dine valgmuligheder begrænsede. Helt konkret gælder det for de knap to millioner amerikanere, der sidder i fængsel, og de tæller endda ikke med i statistikken.

- ’Poverty is feeling that your government is against you’. Hele tiden oplever fattige, at staten og myndighederne er imod dem, og derfor er det ikke mærkeligt, at fattige ikke bruger deres valgret som andre mennesker i det amerikanske samfund.

- ’Poverty is embarassing, shame inducing’. Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan leve op til den amerikanske drøm?

- ’Poverty is diminished life and personhood’. For sorte amerikanske mænd er levealderen lige så lav som levealderen for mænd i Pakistan eller Mongoliet. I det hele taget er der et kraftigt element af racisme i fattigdommen, da den er koncentreret blandt sorte og latinoer.


Hvorfor er der så stor fattigdom? Den første del af forklaringen hænger sammen med det amerikanske arbejdsmarked, hvor virksomheder, organisationer og myndigheder effektivt og brutalt har bekæmpet forsøg på at organisere de amerikanske lønmodtagere. Kun 6% af lønmodtagerne i den private sektor er organiseret, mens andelen i den offentlige sektor er noget højere. Tanken om en anstændig minimumsløn, som man kan leve for, har ingen gang på jorden i USA, hvor virksomheder og deres lobby-organisationer effektivt har bekæmpet den.


En anden vigtig forklaring findes på penge- og boligmarkedet. På boligmarkedet betaler fattige i USA helt uforholdsmæssigt meget for deres leje- eller ejerbolig. Bankerne vil ikke låne penge til de fattige i USA, og de er henvist til det grå pengemarked med meget større renter og gebyrer.


Den tredje forklaring på fattigdommen er det amerikanske offentlige system. Velfærdsydelserne går primært til de rige! Selv om man mest hører om foodstamps, Medicare og andre ordninger, viser det sig, at skattefradrag betyder, at de rige får mere fra staten end de fattige. Samtidig er de offentlige udgifter faldet fra 22% af BNP i 1955 til 17,6% i 2021, og det kan mærkes i bl.a. i skoler og investeringer i veje og infrastruktur.


Kan dette problem løses? Ja. Det viser historien. Lyndon Johnson fik i 1970’erne med massive investeringer i ’The Great Society ’ skabt vækst og udvikling, ligesom det under Covid-pandemien lykkedes at etablere effektive ordninger til støtte for beskæftigelse og produktion. Et groft overslag viser, at hvis man brugte 177 milliarder dollars, under én procent af BNP, ville man kunne skabe ordentlige boligforhold, undgå sult og skabe en tryg barndom for USA's børn.


Men hvorfor sker det ikke – og hvorfor er det ikke sandsynligt, at det vil ske? Fordi de velstillede i USA har fordel af det nuværende system og ikke ønsker ændringer. Det er ikke konjunkturer, strukturer eller skæbnen, der holder de fattige nede. Det gør de rige og mellemrige amerikanere. De har glæde af et system, hvor de betaler en lav skat, kan købe billige varer, forsikre sig mod ulykker og sygdom og rejse ud i verden.


Denne konklusion er dog for perspektivløs for forfatteren, og han bruger de sidste kapitler til at tale for, at man skal skabe en bevægelse som abolitionisterne i 17-1800-tallet, der kæmpede for afskaffelsen (abolition) af slaveriet. Denne nye politiske bevægelse kalder han ’Poverty abolition’.


Men jeg tror ikke, at det vil lykkes. Amerikansk ideologi og politik er så fjendtligt overfor tanker, der nærmer sig en velfærdsstat, som vi kender fra Europa. Men det forringer ikke analysen af et stort amerikansk problem, som viser et samfund med meget store uløste – eller uløselige – problemer.


Matthew Desmond: Poverty, by America, 2023

Comments


bottom of page