Når ofre bliver til helte
- Ulrik G.
- Sep 13
- 3 min read
Det er ikke en let historie, som Peter Øvig – en af vores bedste nonfiction forfattere – har sat sig for at fortælle. Den handler nemlig om de seksuelle overgreb, som børn på danske børnehjem har været udsat for. Men Peter Øvig finder den helt rigtige vinkel: Han finder heltene af begge køn, der havde mod til at protestere, gøre op med undertrykkerne og samtidig fortælle historien om de mange, som fik livet ødelagt på den ene eller anden måde.
Den store helt er Oskar Plougman, der som ung mand i 1970 blev ansat som en af statens tilsynsførende med statens skolehjem. I modsætning til sine kolleger og forgængere valgte Oskar Plougman helt bevidst en anden tilgang end deres. Han spiste ikke bare frokost med forstanderen. Han talte med børnene – også uden at stedets voksne kunne høre med – og bad dem fortælle, hvordan de havde det. Derfor kunne han for alvor gøre noget ved at forbedre forholdene for børnene på børnehjemmene.
Han var i en periode også selv forstander på et børnehjem i Vestjylland, hvor han igen viste, hvordan man fik børn til at trives og være glade. Lige siden har han utrætteligt kæmpet for at forholdene skulle frem i lyset, så børnene kunne få nogle ordentlige vilkår. I dag samler han hver sommer folk på området – inklusive tidligere børnehjemsbørn – i sin have for at holde fokus på området.
Men ikke alt lykkes for Oskar. Under sine besøg på et luthersk-missionsk hjem for piger ’Solgården’ i Tarm fornemmer han, at der er noget galt, men han får ikke pigerne til at fortælle sandheden. Den kom først frem i lyset i 2006, da Grethe Sørensen som 67-årig fortalte offentligheden, hvad der var overgået hende og et stort antal piger på Solgården med erindringsbogen Barndommens dal. Det viser sig, at forstanderen Michael Mortensen – ’Plejefar’ – gennem 27 år befamlede, forulempede og voldtog mange af de ikke-kønsmodne piger.
Peter Øvig indrømmer, at det er ”nogle af de mest oprivende, forfærdelige begivenheder, jeg har undersøgt som forfatter”. Og vi får i bogen hele historien om pigerne: De, der kæmpede imod og forsøgte at råbe myndigheder og bestyrelse op; de der måtte leve resten af livet med de store ar, og endelig om, hvorledes missionsforeningen ved offentliggørelsen af bogen ikke løb fra sit ansvar, men erkendte virkeligheden.
En anden helt i bogen er Hans Horst, der i 1970’erne blev sendt til Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk, der i folkemunde blev kaldt Skorpeskolen efter de humpler rugbrød med fedt, som var menuen i gamle dage. Hans Horst blev ligesom mange andre drenge misbrugt seksuelt af en af de to pædofile lærere, der i en årrække udnyttede deres position på skolen. Hans Horst har været en af drivkræfterne til at få denne historie frem i lyset, ligesom han har hjulpet Peter Øvig og skubbet på ham.
Skorpeskolen blev nedlagt i 2004, men historierne om mishandling af drenge på de danske børnehjem bliver i dag ofte knyttet til historien om Godhavn, ikke mindst, da virkeligheden på Godhavn blev genskabt i filmen Der kommer en dag med bl.a. Lars Mikkelsen fra 2016.
Tre år senere i 2019 kom den endelige anerkendelse og officielle undskyldning til godhavnsdrengene med statsminister Mette Frederiksens ord på Marienborg: ”Undskyld. Undskyld for den uret, der er gjort mod jer og jeres kære. For dem, der er her. For dem, der var. Og for dem, der også følger efter. På vegne af Danmark. Undskyld.”
En af Peter Øvigs helte hedder Peer Balken. Han blev som dreng i 1960erne seksuelt misbrugt og var også på Godhavn, et af de 26 børnehjem, som han har været en del af. Hans historie er værd at lytte til, og modet på livet har han ikke mistet og hjælper i dag Forsorgsmuseet i Svendborg.
Let har det ikke været for Peer Balken. Han døjer med psyken, og efter et livs omflakken fandt han først for nylig en lille lejlighed i Vanløse. Hver aften måtte han tvinge sig til at tage tøjet af ved sengetid som andre mennesker, men på dagen for Mette Frederiksens undskyldning var det anderledes: ”Da jeg skulle i seng dén aften, tog jeg for første gang tøjet af uden at tænke over det. Jeg lagde først mærke til det bagefter. Og siden har jeg ikke haft nogen problemer med at tage tøjet af om aftenen.”
Peter Øvig Knudsen: Dem der ikke tier – Når ofre bliver til helte: Seksuelle overgreb på dansk børnehjem. 2023




