top of page

Spændende og vedkommende fortælling om en dansk heltedåd i 1975

Der er nogle begivenheder i den nyere danske historie, som vi danskere med rette kan være stolte over, og som får os til at rette ryggen.

 

En af dem er den danske indsats under besættelsen i 1943, hvor mange danskere var med til at redde næsten alle danske jøder, der ellers var blevet sendt til de nazistiske udryddelseslejre.

 

En anden dansk redningsaktion fandt sted på den anden side af jorden i 1975, hvor det danske skib Clara Mærsk reddede i alt 3.628 vietnamesere fra en synkende skonnert ud for Vietnams kyst. Det er denne historie, som Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen vælger at fortælle i denne eminent spændende og interessante bog

 

Kaptajn Luy Ngoc Phẩm
Kaptajn Luy Ngoc Phẩm

I slutningen af april 1975 forlader alle amerikanere Sydvietnams hovedstad Saigon (i dag Ho Chi Minh City), samtidig med at de nordvietnamesiske styrker rykker ind i byen. Nogle tusinde sydvietnamesere får lov til at forlade byen sammen med amerikanerne, men titusindvis af sydvietnamesere frygter for deres skæbne under et kommunistisk styre, der er berygtet for sin hensynsløse og brutale fremfærd. Dem, der ikke kommer med de sidste helikoptere fra den amerikanske ambassades tag, må klare sig selv. Mange søger ned mod havnen, og et af de få skibe, der når at forlade havnen, er skonnerten Truong Xuan, der føres af den erfarne kaptajn, Luy Ngoc Pham. Han vil redde sin familie og venner, men inden skibet når at lægge fra kaj, er det fyldt til bristepunktet med flere tusinde flygtninge, og ned ad floden mod det åbne hav kommer endnu flere om bord.

 

Efter nogle få døgn sender skibet et SOS d. 2. maj kl. 7.18: ”from master truong xuan/xvlx have about 3000 refugees on board they are hungry and thirsty stop engine broken down and leaking stop our position estimated 8.35N 107.0E at 2100 gmt request assistance immediately – master”.

 

Kaptajn Anton Olsen
Kaptajn Anton Olsen

Det hurtige moderne danske stykgodsskib Clara Mærsk er på dette tidspunkt på vej fra Bangkok til Hong Kong under kaptajn Anton Olsen (fra Færøerne), og han vælger straks at lægge kursen 180 grader om og komme den nødstedte skonnert til undsætning. Først på eftermiddagen når Clara Mærsk frem, og takket være et næsten blikstille hav lykkes det uden tab at menneskeliv at få alle fra skonnerten over på Mærsk-skibet. Ved en kæmpe indsats fra alle på Clara Mærsk får flygtningene både et sted at være, mad og drikke – og taknemmeligheden kender ingen grænser. 

 

Efter et par dage ankommer Clara Mærsk med sine over 3.000 flygtninge til Hong Kong, der sørger for både lægehjælp, indkvartering og meget mere. 101 af flygtningene kommer til Danmark og indkvarteres på Tåstrupgård, og derfra er de blevet en del af det danske samfund.

 

Forfatterne formår at gøre denne spændende historie levende og vedkommende. De har brugt et væld af materiale foruden mange interviews, og de lader flere personer bære en del af historien, som fx en tolvårige dreng Ky-tu fra Saigon og den lille seksårige pige Quyen Quyen samt den vietnamesiske kaptajn, der satte det hele i gang uden at ane, hvilke ulykker der ventede forude. På den danske side lyser kaptajn Anton Olsen (hvis mindesmærke i dag kan ses ved Rituvik på Færøerne) og hans kone Bergthora, der også var med. Men ikke alt er idyl: Der er både våben og en gruppe fra Viet Cong om bord på skibet, og den 19-årige styrmandsaspirant Søren Andersen bliver vidne til et mord på en formodet Viet Cong-agent. Matrosen Arvid Kirkevik har også fået nogle ar på sjælen, da han kort efter begivenhederne siger: ”Det var en lærerig oplevelse, men også en, jeg helst vil glemme”. Mange andre mere positive begivenheder og forhold får også plads som fx de fire vellykkede fødsler – to på hvert skib.

 

Trods de store udfordringer ydede hele besætningen på Clara Mærsk en beundringsværdig indsats, som vi alle kan være stolte af.

 

Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen: Reddet på åbent hav – En dansk heltedåd i vietnamkrigens sidste timer. 2025



bottom of page