For 2,5 millioner år siden gik det første menneske på jorden. Det var ikke særlig stort, og det lignede ikke den nutidige menneskerace Homo Sapiens. I de efterfølgende årtusinder opstod flere forskellige menneskearter som Homo Florensis, Neanderthaleren og nogle andre. Men omkring for 200.000 år siden kom menneskeracen Homo Sapiens, der bredte sig ud over hele jordkloden.
På et eller andet tidspunkt forsvandt de andre mennesketyper, og det var Homo Sapiens, der kom til at dominere jorden. Hvordan kunne det ske?
Dette spørgsmål rejser den israelske historiker i bogen, der har fået en udbredelse, der kan minde om Homo Sapiens sejrsgang over hele jorden. Den er oversat til 65 sprog og kommet i millioner af eksemplarer. Bogen er godt skrevet og giver et spændende indblik i menneskets udvikling fra den tidligste tid til i dag.
Vi læser om agerbrugsrevolutionen for 12.000 år siden, der dannede grundlaget for store riger og højt udviklede kulturer. Næste store ryk kom for omkring 500 år siden med den videnskabelige revolution, der satte mennesket i stand til at producere på en helt ny måde og skabe alle de produkter, som vi i dag ikke kan leve uden.
I dag står vi måske overfor nogle helt nye ændringer, som kan skabe den næste revolution – eller udslettelse, og det fortæller forfatteren mere om i efterfølger-bøgerne ” Homo Deus,” og ” 21 ting du bør vide om det 21. århundrede”.
Men hvorfor vandt så Homo Sapiens? Ifølge Harari skyldes det en afgørende ændring, der fandt sted for omkring 70.000 år siden, og som han giver navnet: den kognitive revolution. Det var det tidspunkt i Homo Sapiens historie, hvor vores forfædre udviklede tre nye kognitive evner: et fleksibelt sprog, samtale om tredje personer (som han også kalder sladder!) og en kollektiv forestillingsevne, som vi fx støder på i religioner, der fortæller os, hvordan verden skal forstås. De andre menneskearter udviklede ikke de samme evner, og derfor blev Homo Sapiens dominerende. Homo Sapiens blev meget bedre til at jage, fordi de kunne samarbejde med mange andre mennesker. De kunne fortælle hinanden om, hvad man skulle gøre for at overleve, og de gav menneskene en fælles bevidsthed, som de kunne udnytte i mange sammenhænge. Selv om neanderthaleren var større og stærkere og havde en større hjerne, var det de sociale og kommunikative evner, der altså gav vores menneskeart en særlig fordel. Undersøgelser af vores DNA tyder på, at vi har lidt arvemateriale fra de menneskearter, der forsvandt i årene efter den kognitive revolution.
Harari indrømmer blankt, at vi ikke ved, hvordan og hvorfor denne revolution i menneskets ’sociale’ biologi kom, ligesom der af gode grunde ikke kan fremskaffes mere håndfaste beviser for dens eksistens.
Bogen blev meget forskelligt modtaget, da den udkom i 2011. Generelt var mange begejstrede for det nye og overbevisende syn på de lange linjer i menneskets historie, og salgstallene vidnede om bogens store popularitet. Fagfolk var dog mere skeptiske, fordi de fandt hans generaliseringer og konklusioner svagt underbyggede og i nogle tilfælde i modstrid med den etablerede viden.
I religiøse kredse blev bogen ikke vel modtaget med sit ateistiske grundsynspunkt. Harari skriver, at det er lidt tilfældigt, at det blev religioner som Islam og Kristendom, der blev nogle af de fremherskende. Det kunne lige så godt have været andre religioner, som næsten er glemte i dag.
I 2020 udkom bogen som tegneserie ’Sapiens – Menneskehedens fødsel. En grahic history’.
Yuval Noah Harari: Sapiens - En kort historie om menneskeheden. 2015 / Sapiens – A Brief History of Mankind. 2014
Comments