Mesterlig fortælling om Berlin 1944 – intenst og velskrevet

Tom Buk-Swienty har igennem mange bøger vist, at han er en dygtig forfatter. Han formår at levendegøre historien på en helt særlig måde: Om det så er de danske nederlag i krigen i 1864, Karen Blixens historie eller en dansksindet soldats utrolige oplevelser i Afrika under Første Verdenskrig.

Lidt ved et tilfælde har han denne gang fået fat i et spændende materiale, der levendegør, hvorledes det var at være i Berlin i de sidste måneder af Anden Verdenskrig. I bogen følger man fire danskere, journalisterne Paul E. Stemann og Arild Hvidtfeldt og de to diplomater Vincens Steensen-Leth og Frederick Holck Colding.

Takket være de fires breve og artikler – samt meget andet materiale – får man en grundig forståelse af, hvordan det var at leve og overleve i det helvede, som Berlin udviklede sig til under de massive luftbombardementer. De lever, overlever og møder samtidig en lang række personer lige fra Arild Hvidtfeldts søde værtinde i den efterhånden helt udbombede lejlighed i Berlins centrum til de ledende personer i regimet. De fire får også en tæt kontakt til de mange antinazister, der også var i Berlin.

Tom Buk-Swienty har en fantastisk evne til at gøre historien levende og meget nærværende. Som læser er man med helt nede i detaljen – og det er ikke kedeligt. Men samtidig er det uhyggeligt og skræmmende, hvorledes den berlinske befolkning må udholde en tilværelse, hvor de bliver berøvet alle de ting, som gør livet værd at leve. Under de værste perioder bliver de også berøvet søvn, og efterhånden som krigen skrider frem, bliver fødevaresituationen katastrofal, og sulten bliver en daglig partner.

Jødernes skæbne og de tusinder af tvangsudskrevne arbejderes historie bliver ikke glemt i Tom Buk-Swientys fortælling, selv om vi også hører om de meget bedre forhold for udenlandske journalister og diplomaterne. Gennem bogen kan man ikke lade være med at beundre de fires indsats både for at hjælpe andre, få sendt den rigtige historie hjem og for at leve livet trods alt. Enkelte gange bliver det dog for meget med ødelæggelserne, døden og byens ruiner, og på et tidspunkt bliver en af dem, Paul Stemann, så psykisk medtaget – det man dengang kaldte granatchock – at han må på rekreation i Danmark. Men efter rekreationen vender han tilbage til Berlin, så han kan fortsætte sin indsats for både læserne hjemme og berlinerne.

Ligesom i Tom Buk-Swientys andre bøger er Berlin Brænder smukt illustreret med mange fotos, der ikke bare formidler de fysiske forhold, men også stemninger. Mange af billederne er ”med omhu og nænsomhed blevet digitalt farvelagte”, og det fungerer fint.

Med sine over 500 sider er det noget af en moppedreng, men på den anden side har Tom Buk-Swienty igen har givet os en troværdig, interessant, velskrevet og vigtig bog. Materialet var endda så omfattende, at de allersidste måneder af krigen i Berlin har fået sin helt egen bog, Russerne kommer, der udkom i 2025.

Berlin brænder fik begejstrede anmeldelser ved udgivelsen, som fx: “Med enestående research og indlevelse tegner Buk-Swienty et levende billede af krigens sidste dage.” Men der var også tidsler i virakken. Lærer og journalist Henrik Bräuner skrev i Politiken: ”Bogen indeholder umanerligt mange faktuelle fejl, unøjagtigheder og fejlagtige udlægninger udløst af Buk-Swientys åbenlyst mangelfulde indsigt i den historiske kontekst, som hændelserne i ’Berlin brænder’ sættes i relation til.” Selv om Bräuner rigtignok kan påpege nogle – og ikke umanerligt mange – fejl, drejer det sig primært om baggrundsstof og tal, der ikke berører hovedhistorien eller troværdigheden.

Politikens anmelder Morten Lassen var også noget kritisk, og han kunne kun give efterfølgeren Russerne kommer tre ud af seks hjerter, og han advarer forfatteren: ” … han skal passe på med ikke at ende som en parodi. Det er fermt fortalt, men det er også dramatisk præsens på samlebånd.” Morten Lassen finder kildeangivelserne uklare, og finder det problematisk, at enkelte citater er omskrevet fra datid til nutid, som Tom Buk-Swienty selv har forklaret i efterordet i bogen.

Er denne kritik berettiget? Det må læseren selv tage stilling til, og Tom Buk-Swienty gør nok klogt i at tage kritikken til sig. På den anden side er der intet i den anførte kritik, der berører historiens generelle troværdighed eller dens karakter af at være en glimrende formidling af en vigtig del af vores fælles historie.

Tom Buk-Swienty: Berlin brænder – Historien om fire danskere, som oplevede Det Tredje Riges undergang, mens de med livet som indsats skrev verdenshistorie. 2024.